Vi snakkede om julen, mens vi kørte hjemad. Om hvad der gør julen og hvad der sker med mennesker, der ikke får juleglæden i vuggegaven – eller senere i livet.

Og jeg elsker min vuggegave, den glæde ved julen jeg har fået i livet.

Og jeg elsker når jeg træder ind i mit hjem og ser min stjerne lyse i rummet, der er gjort rødt og varmt. Og det er julen for mig; det røde, varme og stearinlysenes skær.

Og duften og forventningen og glæden ved samvær.

Og traditionerne – som også inkluderer kirken. Og præsten som jeg kender fordi det enten er hende jeg er blevet døbt og konfirmeret hos, eller ham jeg har siddet i menighedsråd med.

Og jeg elsker, at vi er mange omkring bordet, at der er ro og glæde ved maden – selvom der er børn, for ingen af dem er umulige omkring det hele. Og jeg elsker at vi stadig synger og danser.

Og jeg ser glæden omkring gaverne – specielt hos børnene, men ind i mellem også blandt de voksne og roen der sænker sig når det hele er overstået og vi skal mæske i god konfekt og chokolade og endnu et glas portvin til kaffen.

Men jeg ved, at hvis det er sådan, at vi i år er nødt til at tage væk fra det hele, hvis min svigermor ikke bliver rask nok til at komme hjem til os – så er jeg sikker på, at jeg har juleglød nok til det hele, sådan at jeg kan genskabe magien også for os tre deroppe i det jyske – for mest af alt, så elsker jeg, at være sammen med min elskede i julen.

Jeg står lige nu med det klassiske juleproblem, hvor man har gemt en gave så godt, at man ikke kan finde den, nu hvor den skal pakkes ind.

Kvitteringen har jeg.

Men jeg kan for min gud ikke huske hvor jeg lagde gaven.

Nogen synske tilstede?

Så står vi der, min juleblomst og jeg – på spring, klar til at åbne op for julen og alle dens glæder. Når vi har sovet tre gange, skal vi arbejde en dag og så skal vi holde juleferie … og så tror jeg nok at vi begge to springer helt ud :-)

Jeg har flyttet kontor (igen, igen) – med 7 flytninger på lidt over 3 års ansættelse, giver det 5,7 måned hvert sted eller noget der ligner en flytning hvert halve år. Men jeg er også meget omstillingsparart … og så skaber jeg hurtig en verden af hygge omkring mig:

Det er mig i hjørnet med nissen på bordet, mens jeg venter på at mine 7 andre kollegaer skal indfinde sig.

Selvom jeg både er for gammel til at forstå tendensen med at lade sine bukser hænge og endnu mere for gammel til at følge ungdommens mode, så gør jeg det alligevel for tiden.

Mit fokus på kost og motion har fået den effekt, at jeg må gå og hive op i mine bukser i tide og utide.

En lille pris at betale, jo tak, men det er alle mine nye bukser der hænger … men så er jeg ung med de unge, eller street… så total:

I min ferie måtte jeg arbejde lidt, så jeg har kompenseret og tager en halv fridag i dag. En fridag som jeg så lige bruger på at bikse en rullepølse og en leverståhej sammen (hver for sig altså) og 2 timers træning – både med og uden træner.

Og så skal fedtet måles

…. og på en eller anden måde så har jeg oplevelsen af, at jeg egentligt kommer til at have mere travlt, end på en gennemsnitlig arbejdsdag…

Indtil videre (men ikke så meget længere) har jeg stadig ikke flyttet arbejdsplads eller byttet mine gamle kollegaer ud med nye. Men jeg har et nyt job og sidder organisatorisk i et andet område, med en ny chef.

Det kræver sit, at bevæge sig i en ny og en gammel organisation på samme tid.

Men det betyder også, at jeg sidder med mit nye arbejde, i mit nye, dog mest symbolske, område, mens jeg kun skal kigge op og over skrivebordet, for at se min gamle kollega, der er ved at drukne under den samme juleflod, som jeg er blevet væltet over af de sidste 8 år.

Det er hans første år på pinden – og jeg føler med ham. Og jeg glæder mig over, at jeg ikke længere er den som er ved at falde sammen af udmattelse og træthed over den utømmelige strøm af sager, som lige skal fikses inden jul.

Jeg opførte mig eksemplarisk i går. Med min nye chef til bords, fik min ide om at drikke mig i hegnet, en mærkelig bismag. Da jeg er typen der godt kan finde på at fortælle sandheder til alle, når promillerne tager fart, besluttede jeg mig til at stoppe efter den anden snaps.

Sådan nærmest.

For jeg har mange sandheder at dele ud af.

Og bonusen udeblev sådan set heller ikke – i dag tog vægten et ordentligt spring nedaf.Så jeg var glad.

Men jeg er jeg sikker på at mit smånipperi i det mødrende hjem i dag, har udjævnet det. For der var det rigtig svært, med alle de lækkerier der blev serveret.

Og i et hus med 10 børn mellem 2 og 10 og guf allevegne er der svært, at være en sød tand med et vægttabsønske (når man gumler kan ikke så nemt høre alle lydene….)

Men nu er jeg to arrangementer nede – så er der kun tre tilbage inden selve juleaften, det skulle være til at overleve.

Ind i mellem ville jeg ønske at jeg var lige så kontrolleret omkring mit sukkerindtag, som jeg er omkring alkohol.

Min vægt har ikke flyttet sig en tomme (eller gram for den sags skyld) i de sidste 5 dage. Trods motion og pæn overholdelse af kalorietal.

Selvom jeg godt ved at der kan være mange grunde til det og jeg bare skal have tålmodighed …… SÅ KAN JEG IKKE!!!

… og oven på en røv lorte morgen og med udsigt til arbejdets julefrokost om 1½ time, så har jeg lyst til to ting: drikke mig i hegnet og spise mig mæt i alle de forbudte ting.

Og lige nu er der ikke noget der stopper mig.

Inde i min mave bor en lille orm. Den gnaver lystigt af mine sorte skygger og spreder lys hvor den færdes.

Endnu er jeg ikke rigtig vant til det og jeg synes at det føles underligt. Men lidt efter lidt kan jeg mærke hvordan det letter, når de sorte skygger fjernes.

Hvis man ikke har kendt til lys, føles mørket behageligt.

Men jeg lærer det lige så stille og en dag tror jeg at jeg vågner op og kan sige, helt uden blusel: “Hey jeg er glad i dag og hvor er livet fedt!“