maj 2008


mandag 5. maj 2008 kl.21:14

Jeg er medlem af en forening. Når foreningen holder generalforsamling, sidder der en tidligere (omstyrtet) formand og bruger alt ilt og alles kræfter på at holde fast i alle mulige og umulige petitesser. Alt skal kommenteres, alt skal kritiseres og alt er oppe til debat.

Det er utroligt dræbende for energien og ikke motiverende for noget.

En rigtig sur gammel mand.

Jeg er tidligere stifter af min ejendoms beboerrepræsentationen og har været formand i 5 lange trange år. Jeg gik selv af – orkede ikke mere. Orkede ikke udlejer og orkede faktisk heller i de andre beboers klagemål.

Har så lige været til generalforsamling i vores beboerrepræsentation. Hvor jeg måtte bemærke at generalforsamlingen ikke juridisk var beslutningsdygtig fordi den var for sent indkaldt, hvor jeg havde en bemærkning til stort set alt, ikke overholdte talerækken og havde 3 ting til eventuelt.

Hvor nødigt jeg ellers vil indrømme det – så er jeg vores beboerrepræsentations sure gamle mand… ups!

søndag 4. maj 2008 kl.10:47

Der er ikke noget som godt vejr til at bryde de bedste intentioner. Så nu vil jeg lade oprydningstrængende skabe være og gå ud i det gode vejr og nyde en iskaffe på en slentretur i byen. Det er bare meget forår i København og halvnøgne kvinder og solsortefløj til at bevise det.

lørdag 3. maj 2008 kl.22:51

Det startede som lidt helt almindeligt tit-tjat på Facebook her til aften og kørte over i en middagsinvitation ala “har du spist?, jeg har lige opdaget at jeg har sat en hel kylling i ovnen”. Og det endte med at blive en gourmetmiddag med sprudlende hvidvine, rødvin og hede vine og en dessert bestående at selvimporterede svesker i lage med revet marcipan og hjemmekomponeret bananskum.

Rigtig, rigtig lækkert – lige med undtagelse af den sennepsis der blev serveret til desserten – det var alligevel lige lidt for avanceret. Men bananskummet var klart en vinder. Fantastisk lækkert og nu skal jeg også have mig en sifon og prøve noget molekylærgastronomi efter i sømmene.

Hyggeligt selvskab og livlig snak.

Det er ofte de spontane selskaber der er de sjoveste.

fredag 2. maj 2008 kl.21:15

Jeg skrev en stil i folkeskolen som jeg stadig husker, den handlede om at gemme sig i en bunker og komme op og se verden forandret efter en atombombe. Og både den og krigen var virkelige ting, der kunne ske – selvom den krig der mest blev talt om, var den kolde.

Og der var bilfrie søndage og demonstrationer for ting vi var imod. Regeringen og Bertel og Atomkraftnejtak. Os fra provinsen tog dog mest med, fordi så kunne man komme til at opleve det magiske København. Men alligevel var der en oplevelse af solidaritet, troen på at vi kunne ændre verden.

Og der var magi i luften, da karnevallet indtog verden. Og vi lærte at slå på to sammenbundne koklokker og vride os i takt – helt ind til opvisning i cirkusbygningen og det var fantastisk som hele København sydede i pinsesolen. For mig betød det også at jeg droppede læsningen til geografieksamen, for karnevallet var vigtigere. Og gennemsnittet blev præcist 0.1 for lidt til psykologistudiet.

For ungdomsårgangene var ikke blevet små og vi levede derfor med overbefolkede folkeskoler og høje adgangskrav til universitet.

Så planen var 1 års arbejde for at højne snittet. 6 år senere og 3 af dem i udlandet endte jeg med juraen – blandt unge der viste sig at have en helt anden barndom og ungdom, end den jeg havde haft. Meget mere struktur og meget mindre glimmer. De kendte ikke til sabbatår og kollektive protester. De havde ikke gået i gulerodsbukser eller haft puddelhundekrøller lakket til med ekstra super strong hairspray eller været lidt for sent ude til rigtigt at opdage, at casual sex var blevet farligt.

For ung til 60’ernes hippier, for provinsiel til punken og ikke gammel nok til yubbierne – men jeg nåede da gulerodsbukserne og en snert af extercy, tungepiercing og Love Parade i Berlin.

kl.10:27

For 20 år siden, brugte jeg de “tøjpenge” jeg havde fået fra min daværende arbejdsplads, til at indkøbe mig en state-of-the-art køkkenmaskine. Den kunne det meste, selv presse saft på et tidspunkt hvor det knapt var moderne.

Men indkøbet af den, satte andre tanker i gang. Jeg var 22 og sad der med lejlighed, fast arbejde og nu også med køkkenmaskine. Det mest rebelske var at jeg ikke havde en uddannelse og at jeg havde en motorcykel.

Men ellers var der lagt i kakkelovnen til at jeg kunne fortsætte ud af det her spor i resten af mit liv. Mit job var ikke udfordrende, men det var rigtig godt betalt og jeg hyggede mig med de mennesker jeg arbejdede sammen med og selvom det egentligt bare et “sabbatårsbeskæftigelse” så kunne jeg se at mange af de andre var blevet hængende i betydelig længere tid og ikke så ud til at skulle videre.

Men købet af køkkenmaskinen gjorde et eller andet ved mig.

Og det endte med at jeg pakkede den og alle mine andre ejendele ned og væk. Sagde lejligheden og jobbet op og tog på motorcykel til Spanien. Det skulle have været et ½-1 års eventyr og rundrejse. Men den veninde jeg havde planlagt at rejse med, var rejst videre da jeg landede i Spanien – og det endte med at jeg blev og arbejdede i Spanien og på Gran Canaria i små 3 år inden jeg til sidst tog hjem – og gik igang med at få mig den der uddannelse.

… i år brugte jeg nogle af mine skattepenge på en Kicken Aid mixer og nu går jeg bare og venter på hvad det fører med sig.

torsdag 1. maj 2008 kl.15:59

Det er godt at reflektere. Det er bare knapt så sjovt, når man kommer frem til egen medvirken i talrige konflikter, som man indtil nu har kunnet lulle sig ind i var andres fejl, fordi de var nogle kvajpander.

Jeg vil gerne vokse og rumme – men jeg har svært ved at slippe oplevelsen af, at der findes kvajpander omkring mig.

Og det er vist ikke så stort igen.

« Forrige side