“Jeg taber ikke noget, kun hovedet når jeg danser på vulkaner”

Det er en underdrivelse. Jeg tabte mere end hovedet, da jeg forsøgte at bestige bjerget.

Med sine 2½ kilometer i højden var det nogenlunde af samme størrelse som Sri Pada, som vi besteg sidste år, men ak, som altid i Asien var det same-same – but diffent.

Læs om turen herunder:

Læs videre her

Filippinerne 2008 kort:

Vi boede 5 forskellige steder fordelt på 3 øer: En enkel nat i byen Legazpi , en nat på vulkanen Mt. Mayon og 3 nætter i Donsol, der alle befinder sig på den store ø Luzon. Dernæst tilbragte vi omkring en uge hver på småøerne Apo Island og Sumilon der ligger udenfor øerne Negros og Cebu.

Landet er supernemt at rejse rundt i. Folk taler rimeligt engelsk og som turist føler man sig hverken overbegloet, snydt eller overpriced af den almindelige handlende – selvom vi sikkert blev udsat for alle tre ting.

Det er et smukt land. Med bjerge, rismarker, palmer og fine strande og interessant marineliv. Vandet var omkring 28-29 grader, sigtbarheden varierede fra god til omkring 1-2 meter afhængigt af sted. Jeg tjekkede ikke temperaturen ovenvande – men vandet føltes koldt når man gik i det og en halv times sejlads i bikinitop og uden solfaktor medførte seriøs forbrænding…

Vi oplevede god mad – men det filippinske køkken er ikke kendt verden over og det er der nok en grund til. Vi oplevede også dårlig mad og så oplevede vi mad som vi ikke vidste fandtes – eller troede der fandtes et marked for; bla. banan ketchup og sød tomatsovs til endnu sødere spagetti bolognese.

Priserne er som udgangspunkt særdeles overkommelige, men afhænger af hvor man kommer og hvor mange turister der er på stedet. En cola koster 7 pesos hos købmanden i Legazpi og 80 i restauranten i på Sumilon. 80 pesos er også prisen for 70 cl. ganske god 8 års rom når den købes i supermarkedet. 100 pesos er omkring 12 kr.

Det opleves ikke som om der er ret mange andre turister og dem der var var fortrinsvis amerikaner, japanere og andre skandinavere. Men turen fra Europa er også lang. Vi var omkring 30 timer om at komme derned og 40 om at komme hjem (forskellen skyldes transitid). Rejsen gik ubeklageligt – vi havde valgt at flyve med Cathay Pacific hvilket vi på ingen måde fortrød. Selv den længste flyvetur (Heathrow – Hong Kong) på omkring 10 timer gik ret smertefrit, idet et storslået entertainmentcenter gav alle muligheden for at blive underholdt efter eget ønske.

Det var fantastisk at se solen gå ned oppe fra vulkanen Mt. Mayon efter at have kæmpet sig derop, at se en hvalhaj svømme forbi 10 centimer foran ens ansigt og opleve et af de største havdyr være komplet upåvirkede af turister på sin tur op og ned i havet, at dykke time efter time i det smukke undervandslandskab, at drikke Caipirinha lavet på rom og friske lime med fødderne oppe mens solen går ned, at have tid til at læse midt på dagen og nyde skyggen efter solens stråler, at studere de japanske turister der selv i en ufarlig svømmepøl var iført redningsvest, at få timers massage af forskellige hænder.

Jeg rejser gerne til Filippinerne igen – men næste gang vil jeg gerne bruge mere tid på de store øer og mindre på de små – jeg kender begrebet økuller af hjertet nu.

Så står man der hos lægen igen. Med blottet barm (min) og en pegende finger (lægens) og får at vide at det man fejler, er (og der citeres:)

“Det ligner en børnesygdom. Det er en virus. Den er opkaldt efter lægen der opdagede den. Fransk … vistnok noget med CH”

“Tak” siger man så. Og nåja:

“Det er ret smitsom. Ja, jeg plejer jo at sige at man skal blive hjemme fra børnehaven indtil det er i aftagende … i dit tilfælde må det jo så være arbejdet…”

Jeg skal så i morgen melde mig syg, med en ret sjælden smitsom børnesygdom, som min læge ikke kan huske navnet på (… og min kat åd min hjemmeopgave – jeg sværger det er sandt!).

Og så det opmuntrende: det kan ikke behandles – går væk af sig selv – med tiden. Et af det kraftigste symptomer er at der er en voldsom kløe, som så heller ikke kan behandles eller dæmpes …. jo tak, tell me about it.

” ja, man siger jo at det starter på kroppen og spreder sig derefter til arme og ben – så det at det er isolereret på brysterne til en start, er ikke normalt … men det er måske fordi børn ikke har bryster….”

Han har lovet at sende mig en sms med navnet på sygdommen … hvis han kan finde det – og huske det….

Udover at mine bryster, arme og ben klør og hans diagnose virker sandsynlig omend unavngiven, så har jeg en snigende fornemmelse af at min ellers elskelige læge er begyndt at blive gammel – men ved nærmere eftertanke er det efterhånden 18 år siden at jeg besøgte ham for første gang – og jeg var heller ikke noget barn dér!

Fordelen ved at rydde op og gøre rent inden man tager på ferie er, at det ikke er så slemt når man så igen invaderer hjemmet med åbne kufferter, svedigt rejsetøj, sure sokker og slemt lugtende badetøj, der ikke nåede at tørre inden det blev pakket ned.

Det gjorde vi så ikke. Det der rydde op og gøre rent trick.

Men vi opdagede, at det var lyst klokken 18.00 da vi landede hos min mor for at hente missebasserne (og spise hakkebøffer med brun sovs og bløde løg – og ingen ris) og at det også var ved at blive lyst klokken 6 – da vi vågnede op i vores egen seng, med bløde misser i fodenden.

Det er dejligt at opdage, at man er glad for at komme hjem – samtidigt med at man har en oplevelse af, at vi har haft en god ferie.

Det gør at det er ok at det hele ligner l**t – og at jeg er den der tager tørnen med at vaske rejsetøjet og giver badeværelset en omgang, fordi det nu endnu mere ligner noget der er løgn.

Lige nu bobler jeg af energi og indre varme. Det var godt at være væk – det er godt at være hjemme.

… om 30 timer er kroppen landet i DK – sjaelen foelger derpaa. Billeder og tekst kommer naar de to dele er forenet.