Jeg er så tilpas opdraget, at jeg med hænderne på ryggen kan bage en leverstohej, rulle en pølse og i det hele taget sørge for rimelige mange af de ting, man traditionelt hælder på et julefrokostbord.

Derfor kan jeg sagtens lave det til andre, selvom jeg ikke selv bryder mig synderligt om den ganske danske mad.

Så da vi lagde hus og bord til min kærestes julefrokost i fredags, var det med besked om at hvis jeg skulle være med til bords, så skulle der været andet og mere at bide i end sild og rødkål.

I og med at jeg jo selv var med til at lave det, ja så kunne jeg også komme med tilføjelser til menuen.

Så udover det traditionelle blev bordet suppleret med sprødstegt andebryst med mandarin/anis sauce og salat af strimlet rødkål og gulerødder drysset med granatæbler, der når det blev overhældt med en blanding af kirsebærsirup og kirsebæreddike og citronolie smagte så englene synger.

Og så en for mig helt nyskabelse – Bresaola rullet om gedeost, der var blandet med appelsinskal, dadler og mynte. Det var en fantastisk smagsoplevelse. Efter første bid var det som om at hele munden blev åbnet op og renset, ovenpå de mere traditionelle madoplevelser. Det var julens smagsgivere i en ny sammensætning. Det var det rene kødkonfekt og det er ikke sidste gang, det bliver serveret i mit hjem.

Hvert år i november, begynder jeg at glæde mig til december. Til at pynte op med varme røde farver og sætte lys omkring mig. Jeg kan næsten ikke vente og gør det så alligevel.

De sidste par år er jeg nået til december og glæden er feset ud og er erstattet af overvejelsen: “skal jeg nu også pynte op – det skal jo ned om lidt alligevel…”.

Jeg ender med at gøre det og glædes i processen – men ved ikke om det alligevel sker i år. Jeg ligger her på sofaen på 4. sal og kassen(erne) står i kælderen.

Måske jeg skulle tage ud i verden og smage på lidt af julen, købe et par blomster og stearinlys til kransen – så kommer det måske…?

I mange år har den 1. december altid været en bittersød blanding af aidsdagen og starten på julemåneden. Blandingen mellem det grufulde og sødmefyldte. I år er jeg bare træt.

Jeg har mistet kontakten til den sidste af de venner jeg har haft med aids og måske er det derfor at frygten, angsten og nærhedsoplevelsen er væk.

Men derfor er det måske vigtigere end nogensinde før at huske på at aids og HIV stadig er der og slår ihjel – og at selvom man har medicin, der kan hjælpe, er der endnu ikke medicin til at helbrede.

Derfor er det igen tid til at huske at holde

Wold Aids Day talen:

I 1981 startede en epidemi, der i dag har udviklet sig til den værste katastrofe,verden nogensinde har set.

Tak fordi du lyttede.