Med frisk luft i lungerne, ladet op på blå-himmel-og-solskins-kontoen, med god mad i maven (den hele) og en lille smule tankstationsmazarin nede i den venstre fold, kan jeg med ro i sindet gå ud af weekenden og den kommende uge i møde.

Det er en af de weekender der har varet mere end to dage.

Det har været en fredag med kulturnatten sammen med yndlingsnevøen, hvor flotte oplevelser (Gyserlabyrinten toppede klart) vekslede med lange køer. Vi hyggede os og cyklede ud og rundt i natten, hvilket i sig selv er spændende når man er 9 år (og spændende på en helt anden måde for det medfølgende voksne … pas nu på…hænderne på styret…snak noget mindre og se dig noget mere for…).

Men kulturnatten er ved at have udlevet sig selv. Hvis jeg skal blive ved med at komme, så er det noget med kun at vælge nicheevents eller de ting hvor man kan bestille billetter i forvejen, for ellers er kulturnatten mest af alt kulturkøen, hvor man for sine betalte 75 kan stå med det fine katalog og vente røven ud af bukserne.

Det har været et lørdag hvor jeg endelig accepterede at de lidt for mange kilo nok ikke letter i løbet af de næste på måneder. Tøj der passer kroppen, blev indkøbt. Jakke, trøje, bluser og bukser. Så jeg kan gå efteråret i møde uden at stumpe på midten eller ligne en pølse, der er ved at sprænges. En indkøbsrus der blev efterfulgt af drengenes første luftetur i gården, hvor både lyde og afløbsriste var en udfordring, der dog blev mødt med rimelig ro og alt andet end katteagtig håndtering. Der blev smagt på den gyldne efterårsluft.

Det blev der også i dag søndag. Hvor dagen startede med morgensvømning og blev efterfulgt af eftermiddagsvandring i skoven , og den gode dattergerning med telefonopkald til moderen og eftermiddagskaffe hos faderen. Det var også dagen hvor jeg til fulde oplevede sovebyseffekten og at det virkelig kan passe at en provinsby med 44.000 indbyggere (med oplandet) rent faktisk kan nøjes med at have en enkelt bager og at den selvsamme bager kan holde søndagslukket – og det kostede mig så en mazarin og en vienetta fra en af de mange åbne tankstationer. Det udgjorde så alternativet til den ellers annoncerede medbragte flødekage.

Og dagen slutter af med udsigt over byens lys, mens misserne og manden stener i baggrunden – men ingen af dem sover selvfølgelig….

Man bliver klogere hver dag. Indtil jeg blev belært anderledes, havde jeg åbenbart gået rundt og troet at jordbær var en nød – måske en jordnød endda.

Tilsyneladende – og fucking.

Det var en smuk dag at dø på.

R.I.P.

Det er efterhånden en del år siden, at jeg oplevede en af mine venner blive forældreløs. Det skete uden varsel og til stor overraskelse. Han blev den sidste af slægten, den ældste i huset. Han var bare et par og tredive og det var hårdt at miste sin sidste forældre.

Nu er mine venner fyldt både 40 og 50 når det sker – og noget er måske ændret, det har været på vej over længere tid, man har vidst hvad der kom; sygdom, alderdom, senilitet…? Jeg ved det ikke.

Det er vist nu og i de kommende måneder det tager til – det med døden.

I min kreds af venner er det allerede sket. Den ene af mine venner mistede sin far i forrige uge og en anden går i disse timer og tager afsked med sin mor.

De virker så afklarede begge to. Kede af det selvfølgelig, men fattede og afklarede. Og jeg beundre dem for det. Trøster hvor jeg kan, tilbyder snak, støtte og portvin. Og jeg håber jeg selv er, hvor de er, når det kommer til at ske for mig.

Jeg kan huske at som barn var mit grusomste mareridt at mine forældre døde … og et eller andet sted, er det stadig sådan…