Jeg kan bedst lide de kompromiser hvor tingene bliver som jeg vil ha’ det. Alt andet er snyd!

Tolerence – pøh!

Jeg kan mærke, at når jeg bliver rigtig stødt på manchetterne, så får jeg kvalme. Prik til mig én gang til og jeg kaster op på dig.

Så er du advaret!

Der er ingen tvivl om at jeg i forskellige situationer har fået ting eller gunstbevillinger med det henblik, at få mig til at holde kæft. Jeg har fået en større lejlighed på den konto, og da jeg i tidernes morgen skulle have en ny overbo, blev jeg kontaktet med henblik på selv at sætte en i forslag.

Min strategi har altid været at tage imod og så kæfte op som normalt. Fair nok hvis nogen vil give mig noget – men de skal da ikke regne med at de kan købe min loyalitet. Jeg plejer dog at joke med at jeg sagtens kan købes og et eller andet sted, tror jeg på at stort set alle mennesker kan købes til at handle eller undlade, hvis bare prisen er rigtig.

I går fik jeg et gavekort på 300 kr. fra en restaurant i den ejendom jeg bor i. En slags “forskudsplaster på såret” fordi de nok kommer til at generer mig i denne uge.

Jeg syntes at det var en fin gestus fra restauranten. Fair nok at sige, vi har en smaddertravl uge, vi gør hvad vi kan og her er lidt til at opveje nogen af ulemperne for dig som beboer.

Men hvornår er noget et plaster på såret og hvornår er noget den rigtige pris for at man opnår at nogen undlader at gøre myndighederne opmærksom på, at her har vi nogen erhversdrivende, der ikke overholder de regler der er for virksomhedsdrift.

Og er 300 kr. den rigtige pris hvis det bliver en uge med affald og stank, paller med varer og åbne restaurantionsdøre, som det plejer at være?

Der står i Forskrift vedrørende miljøkrav i forbindelse med indretning og drift af restaurationer i Københavns Kommune hvad man må og ikke må når man vælger at drive restaurant. Og det er vel egentligt ikke helt urimeligt:

§ 6. Driften af restaurationer må ikke give anledning til væsentlige støj – og lugtgener l omgivelserne.

§ 8. Vinduer og døre til det fri skal holdes lukkede, være tætte og forsynet med effektive lukkeanordninger.

§ 10. Restaurationer, der har trapperum eller andre arealer fælles med boliger, må ikke benytte disse til vareopbevaring eller på anden måde lade disse indgå i virksomhedens drift.

§ 13. Affaldsopbevaring, håndtering og bortskaffelse må ikke give anledning til væsentlige gener i omgivelserne.

Mon de mener at jeg for 300 kr. sådan skal give køb på de her bestemmelser, for så skal dem i Miljøkontrollen jo også have et gavekort … og hvad er det nu det hedder når en virksomhed beder en offentlig myndighed om at lukke øjnene, bare sådan lidt.

Uden for mit vindue, nede på pladsen danser tre hiphoppere til musikken fra Cph Vision. Musikken testes fra scenen og stilen testes blandt de tre. En arm, to – og så drejer vi rundt. Der er to fyre og en pige. Eller vi tror den ene er en pige, det ser ud som bryster, siger ham der kender til den slags. Tænker på at klappe efter et specielt godt move. men gør det ikke. Der er jo langt ned til pladsen.

Jeg cykler bag en pige med det mest fantastiske røde hår. Det er ikke specielt tykt eller glansfuldt – men det har en farve jeg ikke rigtig har set før. Da jeg cykler op ved siden af hende, kan jeg se at hendes hud er mælkehvid med fregner – så farven er nok ægte. Og jeg overvejer at komplimentere hende, men gør det ikke. Måske lidt for genert.

Han kommer forbi mig med cykelhjelm og barnestol. Brunlig windbreaker og garbadine bukser. Han har overskæg og selvom han nok kun er omkring de 25 ligner han bare så meget en far. Og jeg tænker på om han bare vågnede op en morgen og sagde til sig selv, “at nu er det på tide at jeg gror et overskæg som tilbehør til bukserne”. Men jeg spurgte ikke, det havde nok været en tand for flabet.

Jeg kan ikke lade være med at se på menneskerne omkring mig. Men det er sjældent at jeg lader dem vide det – hvad mon jeg tænker om dig – og du om mig?

Jeg vidste ikke at jeg havde det sådan – eller i så udbredt en grad som det har vist sig. Men det har jeg. Tilsyneladende:

Adr -for røg i de offentlige rum!

Et par timer i Comedy Zoo og så var jeg da lige til at putte i seng med løbende øjne og snøftende næse. Så det gjorde jeg. Og efter at have indtaget en enkelt hvid vand (og en kaffe forud for showet) vågnede jeg i morges med de værste tømmermænd, rygermund og grus i øjene – og hovedpinen følger mig trofast som en lille hund her til formiddag.

Men det bizare i situationen slog mig; den voldsomme reaktion skyldes nok at jeg i det daglige stort set ikke udsættes for røg. Og det er ikke bare ikke-ryger piv og snak fra de hellige haller. Jeg var seriøst generet af røgen, både mens det stod på og bagefter. Også selvom jeg fra en objektiv vinkel kunne se, at det ikke var voldsomt meget der blev røget omkring mig.

Man skulle tro, at jo mindre man blev udsat for et stof, jo mindre ville man blive generet af stoffet, når man så mødte det – allergier opstår jo ofte af en overdosis af det generende stof. Men cigaretrøg må være lidt ligesom arsenik – hvis man udsættes for passende doser i konstante mængder bliver man til sidst immun over for det (altså hvis man ikke dør af det forinden!).

Undskyld venner og frænder – men hold da op hvor jeg glæder mig til, at det ikke længere er tilladt at ryge i det offentlige rum.

Arbejdsglæde og tilfredshed snakker vi så ikke om i det regnskab…

I mit liv, som det ser ud nu, er der mange forventninger til fremtiden og mange ting jeg glæder mig til. Og man siger jo, at forventningens glæde er den største. Det er den måske også og der er slet ingen tvivl om at jeg både forventer og glæder mig.

Men derfor er der nu heller ikke noget i vejen med de uforventede glæder. Som når ens mandag (og første arbejdsdag efter ferien *suk*) slutter af med en overbragt buket hjemmegjorte blomster fra en uventet kant.

De står nu og lyser op på spisebordet, med deres fine farver og skøbelige blomster.

Jeg har tidligere fået en håndfuld af frøene af de glade givere, i forventning om en have der alligevel ikke blev. Men det er sikkert og vist, at til næste år kommer de frø i jorden – på den ene eller den anden måde!

Folk og fæ ligger udsplattet omkring mig. Det er varmen der gør det. Månen står højt og smørgul på himlen og kæmper med byens lys om dominansen. Selv sidder jeg bag skærmen og lytter til nattelydene, der inkluderer kæderaslen omkring forhadte stole foran min hoveddør.

Det er august. Himlen er mørk. Groove Salat på SomaFM er den perfekte underlægning til mit liv i aften.

Og om kort tid beklager vi os over at sommeren er forbi…

Jeg indrømmer blank – hvis jeg fik en klaphat så ville den passe på en prik. Men nu var det jo sådan, at jeg ikke mente noget ondt, da jeg svingede ud foran dig – selvom jeg så tilbage, så så jeg ikke dig. Måske den høje fart du havde, måske mit blinde øje?

Og jeg undskyldte. Straks, højlydt. Og jeg mente det.

Fair nok at du blev forskrækket og også fair at du gav udtryk for det. Højlydt.

Havde det lydt eder som osteprut og fjantenumse (eller hvad de unge nu siger nu om stunder) havde jeg forstået og accepteret det . Den det jeg ikke forstår er en der siger:

Sådan nogen som jer skal fjernes fra vejen

Hvem er det lige “jer” er?

Jer kvinder? Jer med cykelkurv, med iPod? Os der er ukoncentreret i trafikken? Er det alle dem med hestehale, dem med de røde bånd der skal op af poolen eller os der spiser pølser ved en pølsevogn (ups… men det var faktisk derfor jeg var ukoncentreret – men jeg var kommet afsted uden at spise morgenmad og så var jeg lidt småsulten på vej hjem og jeg skulle aldrig have fået ristet løg, for dem kan man smage igen senere….og et løgbøvs kan altså gøre de fleste en anelse ukoncentreret).

Det var ved at drive mig til vanvid hele vejen hjem … hvilken “jer” er jeg?

Gider du ikke bare nøjes med at skælde mig ud næste gang – jeg kan ikke finde ud af at bære skylden for alle de andre også…

Jeg var til en fest i går. Og bagefter til en anden. Og hvor den første var med familie og fælles kodesprog og væren, foregik den anden i Brønshøj med mennesker af anden art. Eller … sådan var det jo ikke … det endte bare med at føles på den måde:

Dykker De?

sagde gutten som jeg kort forinden havde overvejet at spørge om hvad hans far hed – for der var en lille chance for, at faderen måske var en af mine gamle venner.

“De”

Han sagde “De“. Til mig.

Jeg blev så forvirret, at jeg ikke forstod spørgsmålet og måtte bede om at få det gentaget. Og rigtig nok: “dykker De også?“. Jeg havde ikke hørt forkert.

Ungdommen nu om stunder. Jeg er blevet så gammel, at jeg ikke længere bliver dizzet, men De’set.

Dér!