Viden er magt

I mange år var mere eller mindre skjulte referencer (42 – ja, ja – musene ikke?) et pejlemærke for om andre mennesker var på samme humoristiske niveau. Når jeg fandt nogle andre der forstod, hvad jeg snakkede om var glæden enorm.

Husker stadig da det viste sig at en veninde også var hooked – uden at vi havde kendt til hinandens fetish og glæden da jeg modtog et ark med klistermærker med posten fra hende. De hænger stadig på køleskabet.

Her til aften fik jeg at vide at i nørde-kredse var det nærmest omvendt. Der kendte alle til den – og dem der ikke kendte de vise sten, fik det hurtigt gjort. Og nu er den ude. Ude for alle til at se den og forholde sig til den.

Men uanset hvordan filmen er – så er bogen til dags dato stadig en bog, der kan vedblive med at få mig til at undres over, at der findes mennesker med så rig en fantasi, at de kan opfinde så totalt et univers og blive ved med at spinde ender over det.

Det – og så husker jeg jo altid lige håndklædet!

Så kom den da… Den første dag på det helt nye job.

Blomster på bordet, splinterny computer, smart mobil – overdådigt morgenbord, og imødekommende og søde kollegaer. Det ser ud til at det er et godt bytte, jeg har fået gjort mig.

Jeg har fået kam til mit hår, men jeg glæder mig til at se, hvad den kan bruges til, og hvad jeg kan komme op med af smarte nye frisurer. Udfordringer kalder man det jo.

“Vær dig selv” sagde en ven og tidligere kollega til mig her til aften, da jeg snakkede om morgendagens udfordring “Du kan jo lige så godt indse, at du alligevel ikke kan lade være” fortsatte hun og det har hun jo ret i. Det var jo et langt stykke hen af vejen min personlighed, der gjorde at de ansatte mig.

Men uanset hvor cool og collected jeg måtte virke – så skal jeg være den første til at indrømme, at jeg ikke sov som en sten i nat og at morgendagens afføring på ingen måde var …. njae – netop collected.

Ferien _er_ lakket mod enden. Dagen i dag var den uigenkaldelige sidste feriedag. Det er tiden til at summe sommeren op, gøre op med sig selv om det var en af de sommre, der går over i historien, eller bare en af dem, der går over.

Jeg er for lidt taknemlig.

Min computer gik (igen) sønder nogenlunde samtidig med at min ferie startede. Et forsøg på fiksning gik ikke og fra at kunne virke indimellem gik den til total død.

En vens bærbære blev efterladt i anden anledning. “Den har det ikke så godt – der er problemer med strømforsyningen”. Jeg kan oplyse, at også den nu er afgået ved døden!

En anden vens tidligere computer er nu sat op til midlertidigt kunstigt åndedræt. Jeg er bange for hvor længe den kommer til at overleve… Og egentligt også hvor længe jeg selv overlever….

Selvom der nu er “hul igennem” er det kun en midlertidig løsning – og hullet er tilsyneladende ikke stort nok – for af en eller anden årsag kan jeg hverken få min webmail eller min messenger til at virke – måske fordi det er en f*king mac?!

P.S.
For hvis skyld er det man gemmer “@” og hvorfor virker ctrl+c og ctrl+v ikke – og hvad er det egentlig der er er galt med home og end? Ja, jeg spørger bare…

Det er smagen af god kaffe og varm chokolade, serveret i store skåle om morgen. Det er “Bonjour madame” sagt med både selvfølgelighed og høflighed. Det er trappe efter trappe i Montmartre. Det er sand, der er hvidere end hvidt og suser omkring en ved Place de la Concorde og Jardin des Tuileries. Det er veltrimmede parker og en overflod af blomster. Det er romatik i Jardin du Luxembourg og uniformerede parkbetjente der fortæller en, at man ikke må sidde på græsset.

Det er lys og lyd og solen der skinner og temperaturen, der byder på varme dage og lune nætter.

Det er ømme fødder og benmuskler på overarbejde og det er at drikke en drink ved det lille bord, ved den franske altan, inden man falder omkuld for natten. Det er seværdighed efter seværdighed, indtil man tror man har set det hele – og opdager, at det har man ikke!

Det er små listige caféer og en overflod af højtrøstede amerikanske turister, der også finder Paris romantisk og fortæller om det – til hinanden og alle i deres nærhed.

Det er busser og både og det er metroen. Metroen der forbinder det hele og alle de sorte står af ved Ch‚tau Rouge.

Det er et gensyn i en ikke al for fjern fremtid….

Computeren er brudt sammen – låne dittoen ditto. Det har regnet stort set siden min ferie startede og der er nogen der har stjålet mine kokosmakroner.

Men jeg lever endnu. Mit nye arbejde har skrevet at de glæder sig til jeg starter og i morgen tidligt flyver jeg mod Paris. Der vil jeg leve livet, vimse rundt i min nye sommerkjole og min franske bob og i det hele taget spille smart – for det kan jeg!