marts 2005


søndag 13. marts 2005 kl.20:59

“>Klik for stor trist orangutang
(Fra
Peshwa Udyan Zoo, Pune, Maharashtra, Indien)

Det skulle have været en glædens dag. Familien var endelig samlet. Vi mødtes, gik i zoologisk have. Måske var det de alt for høje forventninger. Den viden vi havde om, at vores tid sammen var alt, alt for kort. Og måske derfor både ekstra dyrebar og svær at administrere. Måske var det blot fordi vi vidste at selvom vi gerne – virkelig gerne – ville hinanden, så var vores verden alligevel for forskellige, og ingen forstod i virkeligheden hinanden.

For mig der jo, når alt kom til alt, blot var en gæst og ikke indblandet i det følelsernes vilde ridt der foregik omkring mig, er orangutangen et bittersødt minde og billede på tilstanden den dag.

Han stod der så alene. Det havde været en ekstra varm sommer, i den del af Indien det år. Dyrene havde lidt under det. Hans mage var død og han stod der alene. Alene i sit bur og omringet af tomme bure: Den tristeste orangutang.

I hans øjne følte jeg, at jeg kunne aflæse sorg, smerte, viden og uforbrugt lidenskab. Der var så meget han ville, han havde så meget at give – men hvor var lige den verden, der forstod ham og værdsatte ham?

Måske forstod jeg ham – måske var det bare noget jeg bildte mig ind.

onsdag 9. marts 2005 kl.20:50

“>meld dig som indsamler

Jeg tror jeg står på en eller anden liste over “folk, der ikke bare smider rører på” for jeg bliver tit, ofte og ustandselig ringet op af folk, der vil sælge mig noget eller høre min mening om dette og hint.

Mens jeg siger nej til alt hvad der forsøges solgt – siger jeg stort set altid ja, når folk vil høre min mening om noget.

Men aftens opkald var af en helt anden kaliber:
Ham:“Hej, jeg ringer fra Kræftens Bekæmpelse, må jeg få lov at bruge et øjeblik af din tid?”
Mig:“hmmm” mens jeg både overvejer og finder følgende replikker for platte og lette: “Vi bruger ikke kræft, her” eller “Nej tak, jeg er ikke interesseret i at få kræft”
Ham:“Det er sådan at vi mangler indsamlere til Kræftens Bekæmpelse og jeg ville høre om det var noget du var interesseret i?”
Mig:(stadig lidt smart/kæk)“Tjae, det er da ikke helt uinteressant – hvor stor en procentdel er det man normalt får lov til at beholde?”
Ham: (lettere overrasket over at han måske var ved at få en rotte i fælden, men samtidig over spørgsmålets indhold) “Jae, nu er det jo ikke sådan at man ligefrem må beholde noget selv – det vil sige vi tjekker jo ikke, men vi regner med at folk er ærlige”
Mig:“Hmmm…. hvad får jegud af det – er der nogen garantier for at jeg så undgår kræft?”
Ham: “Jae, jeg kan jo ikke love noget – men du får da motion og det er et af de forbygningsråd vi giver”.

Og på en eller anden måde var det ikke helt så sjovt mere – men jeg meldte mig.

Som så mange andre, har også jeg en del familiemedlemmer, der er døde af kræft, så hvis min indsat på en eller anden måde kan hjælpe, er det kun et par timer af min tid.

kl.19:19

“>*hop hop hop*... smut over til Liselotte og leg med

Nogen gange driver lysten til at lave mad, mig i interessante retninger. Om det var sollyset eller det kommende forår ved jeg ikke – men i aften flugtede de mod middelhavet. To lækre møre lammerbøffer er blevet vendt på panden med et drys af salt og peber. Lige nu ligger de og hviler lidt, så saften kan trænge ind i kødet igen.

Men når du kan få friskslaget lam – så ved du at det er ved at være vår. Og vår er det også (næsten da) hos Liselotte der har sat gang i en lille påskeleg. Måske skal du hoppe over og lege med?

Og mens du gør det – vil jeg gå tilbage til maden. Lammekotelletterne får nemlig følgeskab af en lækker humus, aubergine-puré og en fennikel-salat med tynde strimler sukkerærter og bananscalotteløg – vendt i en dressing af æble-sirup, vanilie-eddike, citron-olie og sennep. Og selvfølgelig nydt sammen med et rigtig godt brød.

kl.16:03

Jeg har haft håndværkere i min lejlighed.

Jeg har købt nyt undertøj.

To relativt uskyldige ting – sådan hver for sig.

Men når det nyindkøbte lingeri ligger og slænger sig på sengen, mens håndværkerne har fri og uforstyret adgang til hele lejligheden og man kommer hjem til en seddel, der begynder med “Kære” og slutter med et mobilnummer og en oplysning om at man “bare kan ringe hvis man har problemer med udstyret eller andet”

Så er det man begynder at overveje om man – uden og vide det og blot fordi man er et rodehoved – har inviteret nogen til noget, man egentligt ikke er indstillet på…!

kl.9:42

Jeg er dårlig til at savne.

Jeg tror ikke at det er genetisk bestemt, men er ret sikker på at det er tillært. At jeg ret tidligt i mit liv fik lært, at det ikke nytter noget at savne – at man kommer længst ved at være i nu’et og glemme de ting der ikke er i ens liv hele tiden.

Jeg er også ret dårlig til at glæde mig.

Dårlig til at glæde mig til noget der skal ske, være spændt på oplevelser der ligger og venter i fremtiden. Jeg har svært ved at forholde mig til ting, situationer eller menneskelige relationer før jeg sidder i situationen.

Så hvad er det jeg har gang i lige nu…?

tirsdag 8. marts 2005 kl.12:30

Mit banner som det ser ud for en rød-grøn farveblind

Med flere farveblinde familiemedlemmer er jeg vant til, at folk ikke kan se lyserøde æbleblomster på de nyudsprungne æbletræer – eller at der bliver spurgt “Hvaffer nogen valmuer?” når man står ved en mørkegrøn mark, der er plettet med røde prikker. Det er derfor også ret naturligt for mig, at man tage skal hensyn til den “defekt”, også når man laver hjemmesider.

Derfor er det ganske ufatteligt for mig, at jeg på mindre end to dage har siddet med folk, der arbejder mere eller mindre professionelt med hjemmesider – hvoraf jeg ved, at den ene af dem er igang med at indkassere en mindre formue for deres arbejde med et bestemt firmas nye hjemmeside – og de så alligevel laver klassikeren med at skrive med rødt på grøn baggrund – eller laver teksten rød og links grønne.

Tilsyneladende har rød og grøn en stor tiltrækning … altså bortset fra når man altså ikke kan se det!

Men jeg skal ikke selv være helligere end hellig – for jeg gør det jo selv. Mit banner har jo også en lille lækker detalje – med et rødt punktum i den grønne tekst.

Lækkert – indtil man tester hvordan det ser ud for en rød-grøn farveblind… Men inden du hakker på mig – så test selv din side!

mandag 7. marts 2005 kl.13:06

image

Undskyld.

Undskyld til alle jer, der er kommet ind på denne weblog, fordi I har søgt efter sider der indeholder ordene “mis” eller billeder af samme. Der er intet pornografisk på denne side… undskyld!

Der henvises til dette indlæg “barberet mis” – men jeg må advare mod at du klikker på linket – den mis er ikke for sarte sjæle

søndag 6. marts 2005 kl.17:56

image

Jeg er slikmæt. Den der lidt oppustede, kvalmende fornemmelse man får, efter at man har været til børnefødselsdag, og fået spist lidt for mange boller, guflet lidt for meget lagkage og toppet op med alt, alt for meget børneslik.

Børneslik er farligt, der er lidt for nemt at spise, og inden man får set sig om, sidder man der og bøvser vingummier ud af næsen. Men der er én ting jeg ikke forstår, og det er, at mens man med alt andet kan konsumerer mere og mere, jo ældre man bliver – så går det omvendt med ens slik-konsumerings-evner. Jeg er sikker på, at jeg kunne spise både tre og fire gange så meget slik som barn, som jeg kan i dag – uden at få det dårligt!

Er der nogen der lige rækker mig vampyrerne?

Læs videre her

lørdag 5. marts 2005 kl.21:21

At nyde de små ting, de stille stunder. At være alene med sig selv. Hygge med ansigtsmaske og manicure. At pleje det ydre, hvilket giver ro i det indre. Høre sine egne tanker og føle efter hvad man egentligt føler.

I det lys er det fantastisk at have tid til at stå og stryge skjorter i ro og mag. Jeg må smutte nu, jeg kan høre strygejernet stå og klikke….

Lørdag uden planer – på den fede måde.

fredag 4. marts 2005 kl.19:15

“Vil du ha’ den lige på?” spurgte han mig, uden at trække en grimasse.

Undskyld mig, men er det den mund, du kysser din mor på kinden med? Sådan noget kan du da ikke spørge mig om, bare fordi jeg betaler med dankort.

« Forrige sideNæste side »