Kald mig bare en blødsøden romatiker, fortæl mig blot at jeg er i lommerne på blomsterhandlere og chokoladeforretningerne – jeg er da ligeglad, for jeg synes at en dag dedikeret til romantik, ømhed, nærhed og samvær er helt ok. Men om det så er den 14. februar, eller en hvilken som helst anden dag, er i princippet underordnet.

Radioen imorges “testede” hvad folk mente om Valentines dag – og omkring 90% mente det var noget opreklamenteret bras.

Min mening er at folk – sådan helt generelt – snyder sig selv for nogle fantastiske oplevelser, ved ikke at turde at leve nogen af deres mere romantiske fantasier ud. For slet ikke at tale om at rigtig mange mænd – igen, sådan helt generelt – ikke har nogen ideer om hvor langt man rent faktisk kan komme, med en enkelt velanbragt blomst..

Vi kvinder Liselotte og jeg er i virkeligheden ret nemme. Randi er også lidt halvnem…

P.S. Der er stadig plads på listen hvis du er kvinde og nem ;-)

UPDATE 2005
Ella melder sig under fanerne – og der er stadig plads til flere
Tvist – er også med – lad røgelsen brænde og mystikken tage sit indtog… du er på
Eka er også på – så længe du blot lader de tørre grene blive siddende på træerne.

“>… og det lugtede af nervøsitet og gamle madrasser, sved og kampgejst. Og det var en verden af råbende fædre og grædende sønner “Du ved jo ikke om du kan vinde, når du ikke vil gå ind og kæmpe” Men andre steder var stemningen noget mere fri og lystig. Venner fandt venner, et ungt kærestepar fandt hinanden og de kyssede, mens de kiggede efter, om der var nogen, der kiggede efter dem. Og der var unge fyre på nippet til at blive mænd, med ranke rygge og attituder og små bitte børn, mere kære end drabelige at se på. Og det var ikke min verden, det var ikke et sted jeg passede ind og jeg kendte ikke sproget, jagonen og vidste ikke hvordan jeg skulle gebærde mig.

… men pludselig var jeg tilbage i tiden, til en af de få gange jeg som barn deltog i et gymnastikstævne i den lokale hal. Med nervøsiteten der kæmpede en kamp med maven om lysten til en rød pølse. Og verden havde ikke ændret sig og folk ville det samme – være det bedste, ses og vinde.

Og det var der nogen der gjorde og de gode jublede og de onde græd. Og der blev tabt og vundet både inden for og uden for banerne – og nogle af vinderne var ikke engang deltagere.

var måske tanken der blev tænkt, før grebet blev løsnet og “lad falde hvad ikke kan holdes indenbords” blev gjort til virkelighed.

Det er første gang jeg er blevet kaldt op af et svømmebassin med råbet “Det er lort i poolen”.

Men hey – så har jeg også prøvet det! Og efter 2 timers pjasken og legen, var vi alligevel ved at være godt runkne og klar til at komme videre.

Som tiden går. Pakket ind i lyserødt og blomster. Og den første dukkevogn og dukke, der skal vugges. De første smil, tænder og ord. Den første gang du gik og ville selv. De næste mange år er der stadig mange “førster” – men biden af din første fødselsdagskage er spist……

Brimfull of Asha
She’s the one that keeps the dream alive,
From the morning, past the evening,
Till the end of the light

Tillykke lille sølvklump.

Nogen gange må man bare tage en beslutning.

Som at bestemme at kontorets gamle tepotte _er _ for ulækker og må smides ud. Om ikke af anden grund, så fordi der ikke er nogen der har tid til at koge, skolde og rense den. Hvilket behøves efter at potten har stået med muggen te i, i omkring et halvt års tid.

Så det gjorde vi så idag. Tog beslutningen. Så er vi også fri for at kontorets mandlige medarbejder benytter sig af den potte, næste gang det er ham der laver te.

Man siger jo at kunsten at kokkerere ligger i hjertet. Jeg vidste ikke at man kunne brænde suppe på – det ved jeg så nu! Hvad siger det om dagens hjerte?

P.S. Det var champingnon med en lille snas fløde og et skvæt tabasco – lige til at pifte det op i et højere luftlag.

Mor er ikke sur eller skuffet – mor er splitter hamrende rasende gal, på et niveau, hvor der står hvidglødende fråde om munden og lugten af blod hiver i alle urinstinkterne – der skal flås og rives og flås og rives igen.

Jeg har verdens mest latterlige udlejer!

“og mig?… ja, jeg er jo en kat” sagde hunden.

Og bag masken fik jeg muligheden for at folde mig ud – helt ud. Og spørgsmålet er om masken dækkede mig, eller om jeg dækkede mig ind under masken – eller om masken i virkeligheden er et billede af den rigtige mig………..

Kan selvfølgelig ikke lade være med at spekulere over, om jeg skal være bekymret eller beæret over, at min succes måske er større som kat, end som menneske.

En tilmelding er røget afsted … snart danses der lidt mere på Vesterbro.

Som selvudnævnt B-menneske _og_ udstyret med fleks-tid, er det uendeligt lidt min arbejdsplads har haft fornøjelsen af mig som førstemand på pinden.

Men i dag lykkedes det. I dag er det mig, der har fornøjelsen af at slå alarmen fra, tænde for lyset og printeren og lave kaffe. Mig der kan sidde ved en tændt computer og kigge ned langs næsen på de andre når de kommer slendrende – sådan langt op af formiddagen.

Men efter at den første rus har lagt sig, begynder den første bekymring at melde sig – “Åh, er der et eller andet møde ude i byen, som jeg (som den eneste) har glemt alt om….?!”