januar 2005


onsdag 19. januar 2005 kl.8:43

Fik poseret foran spejlet i den nyindkøbet frakke og måtte erkende, at jeg havde fået købt mig en frakke, kun med plads til mig. Hvis jeg altså ville gøre brug af den luksus det er, at kunne trække vejret.

Nu er jeg jo ikke den der, som udgangspunkt, vil vrænge af konceptet “pels mod partiel afklædt krop” men jeg forudser alligevel komplikationer, hvis jeg konsekvent går ud i verden, med hvad der er plads til under frakken, og ikke andet. Og lad os erkende det: selvom der måtte være steder at gå og folk at besøge, så er det begrænset hvor længe nyhedens interesse vil holde.

Så frakken er sendt retur til buntmageren, med besked om at flytte hængterne, så jeg kan trække vejret, også med tøj på og frakken lukket.

mandag 17. januar 2005 kl.18:28

Jeg er stadig en novice udi løb – ja motion i det hele taget. Men jeg holder ved og jeg bliver mere og mere glad for det. Og så lærer jeg hele tiden nye ting. I dag har jeg lært:

– at det er uhensigtsmæssigt, når den der naturlige træthed, jeg ellers var begyndt at værdsætte, sætter ind 10 før man skal ud af døren og videre i livet,

– at det overhovedet ikke holder at tro, at man lige kan køre træningstøjet igennem et let skylleprogram på vaskemaskinen. Selvom jeg, som kvinde, selvfølgelig kun transpirere, så gør jeg det effektivt!


Og så er jeg begyndt at fantasere om sommerens løberute … det kunne være den skulle inkludere en tur nedenom Havnebadet. Et par baner frem og tilbage og så en afslutning i baren. Selv om man er sund, behøver man jo ikke være fanatisk.

P.S. Bare det snart var sommer!

søndag 16. januar 2005 kl.13:22

imageMit smil er begyndt at sidde fast. Det kommer i det små. Lige nu er det vist kun mig selv, der sådan rigtig bemærker den. Sådan lidt til venste, sidder den der. Lidt skævt – men synligt: en smilerynke.

Jeg drikker vand og lod mig sågar overtale til en prøvetupe af Helena Rubinsteins – ever so fantastiske “Expressionist” (her ville jeg have indlagt et link – men prøv selv at finde noget bestemt produkt på denne side – det er da lige til at give enhver rynker overalt).

Jeg ved jo at det er en ukæmpelig kamp – den der mod rynkerne – og der er også fair nok at alderen indhenter en. Det jeg bare mener er, at det er lidt unfair er at rynkerne er begyndt at komme, før jeg er færdig med at have bumser!

For de kommer jo stadigvæk – åh ja! Slam – så sidder den der, midt i fjæset, som var man 15 og på vej til sit første hal-bal.

Og der er det bare at jeg mener, at naturen burde være lidt mere nådig: Alle burde have mindst 1 års hud-helle. Et år med den perfekte hud – ingen bumser, hudorme – eller rynker. Og mit år? Det måtte så godt komme nu!

fredag 14. januar 2005 kl.15:52

at blive kaldt op på messenger med et

morten siger:
hejsa. Jeg går ud fra du selv råwer op, når du har mod på mere

og så have mod på mere, og så ende med at få ordnet det hele, på mindre end en time.

Så er der igen frit slag i bolledejen hvad angår kommentarer. Det er lidt mere besværligt at man skal sidde og taste tal ind – men sådan må det være, indtil det eventuelt bliver fundet en anden løsning.

En stort tak skal lyde til Morten der villigt stillede op og hjalp – og Liselotte der vist havde en finger med i spillet

kl.14:37

at finde en guldkaramel under radiatoren – og snuppe den lige for næsen af støvsugeren.

Altså for nogen – for andre er det vist ligemeget!

torsdag 13. januar 2005 kl.22:07

image

tirsdag 11. januar 2005 kl.21:36

eller

Hjælp søges! Penge haves!

Det er sagt før og det bliver sikkert ikke sidste gang jeg siger det igen: Jeg har en tendens til at give mig i kast med projekter, der ser nemme ud , men som jeg så ender med at kløjs i.

Hidtil har jeg holdt det på det “håndværksmæssige” område – men med det evindelige spam problem, er jeg begyndt at bevæge mig ind på det her computer-kodning-eller-noget. Og jeg kan jo lige så godt indrømme det: Det går ikke helt så godt!

Så here goes: hjææææææææææææælp!

Er der nogen der kan hjælpe mig med at skabe en: CAPTCHA for pMachine Free 2.3

Smid en mail til jepsdeterligemig [ a ] visitsen.dk

Jeg vil selvfølgelig betale for ydelsen – i penge, naturalier eller jeg kan lime noget hvis det ønskes?

kl.9:09

Skal man tage det som et varsel, når man opdager at den kollega man sidder og sladrer med, har et fjer siddende i panden?

Noget med et lille fjer og fem høns….?

mandag 10. januar 2005 kl.19:45

Som barn af relativt politisk korrekte forældre, har jeg været på mande-ø-lejr og været med til at grave lokummer, men jeg fik ikke lov til at gå til dans.

Bedstevenindens forældre var ikke lige så “rigtige” og hun og hendes søster fik lov til at frekventere den lokale danseskole. Jeg kan huske hvordan jeg altid beundrede den måde de kunne svinge sig i dansen. Specielt når de dansede med deres far til de store fester. Han kunne også danse “rigtigt” og føre og det hele: om bag ryggen, foran og et lille bitte hop!

I midt halvfemserne brød jeg min sociale arv og begyndte at gå til dans med en ven. Det var en Rigtig Danseskole og vi gik en fornøjelig tid i møde. Godt nok tilbragte vi temmelig meget tid inden midt på dansegulvet, i diskussion om trin og retning (og for den sags skyld mere simple diskussioner om hvad der var højre og hvad var venste). Men ind imellem dansede vi – og vi endte med at få en helt god vals ud af det.

Hold op hvor var vi stolte af den vals! Men det er nu også en helt speciel følelse i kroppen, i sindet. Det er glæde når du bevæger dig i den fuldendte samdrægtighed. Når du ved hvad der kommer og kan mærke præcis hvor din ledsager vil have dig hen og hvad han vil med dig.

Lige nu og her er der masser af folk der danser og lur mig om jeg ikke snart danser med et sted.

kl.10:33

Det bliver dyrt – hvis det hul ikke snart bliver lappet. Indtil videre har fredagens punktering af cyklen kostet:

– et par støvler på trækketuren hjem om fredagen
– en frakke, der hang hvor jeg gik forbi efter lørdagens indkøb


og på vej til arbejdet i dag opdagede jeg dels en bluse, jeg desværre nok bliver nødt til at købe på vej hjem fra arbejdet senere i dag og dels at at ….. Paradis Is åbner forretning på Vesterbro – det sidste bliver så dog først dyrt fra den 26. februar 2005, men så kommer jeg jo nok også til at lægge en klatskilling eller to i den butik.

Det er da godt at jeg har fået sendt cyklen til lapning, ellers får jeg da ruineret mig selv, med alle de ting, der råber “Køb mig – elsk mig” mens jeg går i verden.

« Forrige sideNæste side »