Jeg bor i et sogn, hvor der er opstillet ikke mindre end 3 lister til menighedsrådsvalget i dag. Der er tale om et regulært kampvalg. I vores lokale avis har meninger for og imod, til støtte og til hån, vekslet mellem kandidaterne for de forskellige lister.

Som i alle andre sager, hvor der er religion indblandet, kan guderne tages til indtægt for alle synspunkter. I vores kirke er diskussionspunktet grænserne for kirkens sociale forpligtelse.

Den ene liste mener at den sociale grænsen er sognegrænsen. “Vi vil gøre noget for ALLE sognets beboere” siger de i deres valgmateriale. Det lyder jo fint og positivt. Hvis det ikke lige var fordi, der i det udsagt også ligger en negation nemlig “…men vi vil ikke løfte en finger for folk, der ikke bor i sognet”.

For det er jo det der er det sørgelig ved mit sogns menighedsrådsvalg. Det drejer sig ikke om kirken som sådan, om budskabet og hvordan det skal ud eller ikke ud – det drejer sig ikke om religion. Og så alligevel …….. for er kirstendommen ikke et kærlighedsbudskab, et budskab om plads til alle – toldere og syndere – og de sidste skal blive de første…?!

Jeg ønsker ikke en kirke, der er sig selv nok. En kirke der ikke vil kigge ud over sine egne sognegrænser.

Så for mig er valget nemt – jeg stemmer på dem her:

At kaste sig ud i den ting, man gerne vil men ikke tør. At lande på fødderne og håbe lidt igen. Bare lidt. Igen

Langsomt kom bevidstheden til mig. Jeg lå nærmest på tværs af sengen. Ansigtet var rettet mod døren, og gennem døråbningen kunne jeg se et gyldent skær. Det blev stærkere og stærkere – det var morgen og efterårssolen havde besluttet sig for at vække mig.

Jeg lå der i morgensolen, svømmede hen i det gyldne lys og strakte mig som en doven kat. Klokken var ikke engang otte. Vintertiden har endnu ikke fået bidt sig fast i det indre ur og jeg har haft flere tidlige morgner.

Lå lidt og filosoferede over det og om jeg kunne gøre mig selv til A-menneske. Lige indtil jeg blev vækket på ny … denne gang af min egen snorken ….. og så at klokken nu var 11.

Så er det i dag det sner. Men det bliver uden mig. Jeg er nemlig en af de kedelige der mener, at julen skal være rød og ikke blå. Desuden er jeg efterhånden blevet så gammel at jeg sætter stor pris på ting, der ikke involverer overfyldte barer og 15-årige der hælder udenbords, hvad før var indenbords.

Men jeg sætter dog pris på at ære julen, som julen skal æres:

(klik for et nærmere kik)

Hvem har ikke lyst til at hvile I mesterens lys. Det virker som en både åndelig og pragmatisk organisation. Specielt nyder jeg ordene omkring hvad man skal stille op hvis man oplever poltergejst-fænomener i sit hjem (og man bliver nødt til selv at gøre noget for “Antallet af henvendelser gør det umuligt for præster at overkomme at besøge alle, der ønsker at få hjælp”. )

Specielt holder jeg af den måde man skal blande det indviede vand med almindeligt vand – og bede nogen af de nærmeste menighedsmedlemmer om hjælp til bønnen.

Jeg hører til Maria Kirkens Sogn og vi har kampvalg i år. Så hvis der er nogen der står og mangler, så må der i mit sogn være masser af beredvillige menighedsmedlemmer, klar til bøn.

Det er 15 loftlamper i det lokale jeg deler med mine kollegaer. Og den lampe der plejer at lade sit åsyn lyse over mig, er stået af. Jeg har valgt ikke at tage det personligt. Det er nok ikke personligt.

Jeg har bedt om at der bliver isat en nye pære i lampen. Er ansat i det offentlige, så vi har folk til den slags. Folk og rekvisitioner og tre eksemplarer og ting tar’ tid. Jeg har valgt ikke at tage det personligt. Det er nok ikke personligt.

15 lamper lyder måske af meget. Men det er et stor rum og det er et meget mørkt rum. Uden lys er mit hjørne et meget mørkt hjørne. Man kunne næsten kalde det en hule. Huler. Mørke. Varme. Hi. Jeg håber ikke min arbejdsplads tar’ det personligt, hvis jeg lægger mig hen over bordet og sover indtil jeg får noget lys.

Det er ikke personligt.

U P D A TE

Nu sidder jeg her i oplyst ophøjethed – øv! Vinterhi har ikke længere sin berettigelse

I did it again…….. og denne gang helt uden bi-smag af fisk.

Det er så forøvrigt lige præcis i dag, for en uge siden, at jeg røg min sidste smøg.

Jeg ved ikke hvad det er, der gør det – men det _har_ bare været så meget nemmere end jeg havde regnet med.

Jeg skal være den første til at indrømme at min mandag var en møjdag. I København fandt der også en biltur med hornet i bund gennem byen sted. Det var så bare mig, der var bilen – og hornet var bevidst kilet fast – og folk kunne bare flytte sig eller komme af vejen.

Hvad der var nikotin-syge og hvad der reelle udefrakommende påvirkninger, var svært for mig at adskille. Men det korte af det lange var, at gennem hele nedturen, så vidste jeg godt, at det at begynde at ryge igen, på ingen måde var løsningen.

Og det er nok lige dér at dette rygestop adskiller sig fra de andre gange jeg er stoppet:

– det føles ikke som en straf at jeg er stoppet – jeg skal derfor hverken trøstes eller belønnes

– jeg savner ikke at ryge – så jeg har ikke behov for at sætte noget i stedet

– jeg ved at den sult jeg kan føle, er abstinenser – og de bliver alligevel ikke mættet af søde sager eller mad, så der er ingen grund til at kaste det i hovedet

Jeg vågnede op med et smil på læberne og før vækkeuret(erne). Utroligt hvad en gang rå fisk og åndrig samtale kan gøre ved humøret.

har jeg i øvrigt fået nævnt, at jeg ikke mener at mit humør har taget skade af, at jeg er holdt op med at ryge…..

Der var engang, hvor det at få en undskyldning, var ret fantastisk.

Nu vil jeg hellere undgå de situationer, der ender med at jeg modtager en undskyldning.

….undskyld!