oktober 2004


tirsdag 12. oktober 2004 kl.9:43

… og sengen lokker mere end hverdagen. Når det er svært at komme i omdrejninger, umuligt at tænke klare tanker og være effektiv. Når man på vej til arbejdet stopper for rødt og umotiveret tænker romkugler, så ved man hvad klokken er slået og at det er på tide at komme ud og få kørt noget lys i øjnene.

Det bliver en lang vinter i år…..

søndag 10. oktober 2004 kl.19:37

Inde i mit hoved er jeg 3 år og går rundt og tænker og det blir’ mit helt alene og det er mit og det er mit … mit, mit, mit ….MIIIIIT”

Milo’en taler om flytning. taler er måske så meget sagt, men på det halv-årlige spørgsmål om hvorvidt han snart har fundet sig et andet sted at bo, blev der denne gang svaret “ja – jeg er muligvis ved at have fået fat på noget”.

Nu skal jeg jo lige se om der handling bag snakken, for i de snart to år han har boet her, har han ikke vist den mindste antydning af flytbarhed … men det lød oprigtigt nok og i mit hoved er jeg gået i kombineret “mit det hele + mulighedernes land + indretningsmode”

– hele køleskabet – MIT
– alle køkkenskabene – MINE
– alle hylderne på badeværelset – MINE
– nøgen i lejligheden – jepper
– toiletbesøg for åben dør – no problem
– spisestue – jepper – muligt nu!!!
– arbejdsværelse – jaeee!

I min fantasi er jeg igang med at åbne fløjdørene – rense stukken ned – male. Indkøbe nyt spisebord (mindst plads til 10-12 stykker). Designe nyt arbejdsbord (og det skal være stort) måske nogle reoler til alle remedierne…..

For jeg har bestemt mig til, at denne her Milo bliver den sidste … så længe guderne vil og økonomien holder.

lørdag 9. oktober 2004 kl.15:45

image

ok … helt selvgjort er det måske ikke. Fatningen samlede jeg selv – monteringen fik jeg hjælp til. Af en af mine venner, der ringede til sin far…..

kl.13:39

Det er meget få ting jeg offentligt vil erkende, at jeg ikke kan finde ud af. Primært fordi det er meget få ting jeg ikke kan finde ud af. Ting der skal sættes sammen kommer oftes med en brugsanvisning, og når det viser sig at man alligevel ikke kan gøre det “nærmest i blinde” kan man læse sig til måde og metode … og det gør jeg så.

Men når det kommer til lamper, lys og ledninger kommer jeg til kort. Det sker dog altid først efter jeg har købt tingene for “hvor svært kan det være” siger jeg til mig selv når jeg står i forretningen. “Hvor svært kan det være” lyder det indbrændt, når jeg har bakset med lor fatningen i en ? time. Og igen – og nu nærmest opgivende: “Hvor svært kan det være”, når jeg kigger på vejledningen på nettet …

Men det er åbenbart svært nok for mig – og det er bare at føje spot til skade, når de siger:

Adskil fatningen. I nogle fatninger er der en lille
spærreanordning. Den skal trykkes ned f.eks.
med en skruetrækker.

Det lyder nemt – men der må være et eller andet trick, jeg ikke kender til…!

torsdag 7. oktober 2004 kl.20:11

… ja gu’ gør hun så!

Her går jeg rundt som katten om den varme grød og skriver indlæg og læser bøger og sådan nærmest henkastet fortalte hun mig i sidste uge at “På søndag ryger jeg min sidste cigaret” og tirsdag formiddag får jeg så denne her sms:

Hurra – jeg er en glad ikke ryger

Jeg er stolt af dig mor!

P.S. jeg er knapt så stolt af mig selv … men mon ikke det kommer en dag…

tirsdag 5. oktober 2004 kl.21:10

eller oppefra og ned….

Det spiller ikke nogen rolle for mig. Men jeg kan jo se at det der kode-noget og blog-design spiller en stor rolle for andre. Og når jeg nu for anden gang er blevet bedt spurgt om jeg ikke kunne tænke mig, mine kommentarer blev postet i omvendt rækkefølge, så vender jeg det da gerne om.

Så når du nu skal læse dig igennem de der 117 kommentarer denne post genererer – så skal de altså læses oppefra og ned.

P.S.
Og det gælder også for i morgen.

P.P.S
og ja, ja – jeg skal nok gøre et eller andet ved designet og sår’n

mandag 4. oktober 2004 kl.16:34

Det er en af de dage, hvor det jeg mest af alt har lyst til at kaste håndklædet i ringen. Alle håndklæderne. I alle ringene.

Problemet er bare at de er snavsede … og det kræver umådelig energi at få dem vasket og strøget, for slet ikke at tale om at kaste…… suk……..

fredag 1. oktober 2004 kl.19:36

Det lyder lækkert – gør det ikke:

Trilogi i velvære!
Afslappende aromabad med olie efter eget valg
efterfulgt af rygmassage med varme lavasten
plus phil-fresh ansigtsbehandling


Men hvis du (som mig) tror at det her er noget med at ligge rosenomgivet og blive dasket under fødderne med en fjer, mens harpemusik spiller i det fjerne, så må du (som mig) sande, at sådan hænger verden ikke sammen.

Jeg er – for at sige det mildt – lige så smadret i kroppen, som når jeg efter mange dages selvpinsler, er endt med at gøre noget sports-noget i mange timer. Alle mine muskler på bagsiden af min krop skriger på lindring.

Det er sidste gang, at jeg narrer mig selv til at tro på at massage, er noget lækkert lidt småsensuelt og rart noget. Det er hårdt arbejde – og det gør ondt!

Og havde jeg råd, så lå jeg der igen om en måneds tid – for noget der gør så ondt, må helt sikkert være godt for en……….

« Forrige side