Lige nu bruges energien på skriverier af den mere dystre slags. Jeg bruger ord og vendinger som “ulovhjemlet”, “uretmæssige” og “endnu ikke udmøntet sig i en effektuering af aftalen”.

Kancellistilen – der af min udemærkede ordbog: Politikens Nydansk med etymologi betegnes således:

kancellistil subst. -en1. en snørklet og omstændelig sproglig stil som især kendes fra officielle skrivelser; kendetegnet ved upersonlige konstruktioner og en strengt logisk opbygning der medfører lange sætninger med mange indskudte sætninger

er en genial opfindelse – fordi du på den mest civiliserede og høviske måde kan fortælle folk, at du mener, at de er nogle store narhoveder!

og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker ord.

Jeg elsker at tale og lytte. Læse og skrive og jeg kan blive helt saglig over lyden, smagen eller fornemmelsen af bestemte ord. Og lidt i den boldgade, har jeg noget så corny som en yndlingsbøn. Selvfølgelig Frans af Assisi’ “Herre, gør mig til redskab for din fred”.

En kristen bøn – der hvis du ser den nærmere efter, ligeså godt kunne være eksempelvis buddhistisk eller hinduistisk, da den på sin egen måde beskriver karma-lovene, søgen efter Nirvana og teorien om “at du får hvad du gir’.

De sidste er, har jeg for nyligt lært, i virkeligheden blot et udslag af vores genetiske arv og menneskehedens evolution (bbc med værten Robert Winston).

Mennesket er, som praktisk taget det eneste dyr, programmeret til at give og være medfølende og vi gør det i bund og grund kun for selv at få noget tilbage – og får vi ikke hvad vi forventer – så tager vi hævn.

Det blev illustreret med følgende eksempel:

To unger bliver sat foran en bunke med ti chokolade-mønter. Den ene skal fordele mønterne og den anden skal bestemme om de er retfærdigt fordelt. Hvis barn nr. 2 mener, at fordelingen er retfærdig, må de ta’ hver deres bunke – hvis ikke – får ingen af dem noget.

I første runde skraber fordeler-ungen så mange mønter som muligt til sig selv – og som en naturlig konsekvens, siger den anden unge “nej” til fordelingen – med det resultat, at ingen af dem får noget. Vi vil med andre ord hellere selv have ingenting – end mindre end andre.

I anden runde – har fordeler-ungen lært det og nu fordeles mønterne fifty-fifty eller deromkring. Barn nr. to accepterer og der er chokolade på små glade ansigter. Og børnene har begge lært at for at få, skal man give – “Det er ved at give, at vi modtager”

Og i den ånd, vil jeg for første og eneste gang komme med denne opfordring:

“Jeg kan se, at Liselottes indslag/blogradios link har genereret en masse trafik på min side – så hvis du føler at du har fået noget ud af at være herinde – så må du da gerne lige gi’ dig tilkende med en kommentar – eller bare give mig et ord, et hvilken som helst ord vil du, du”

Der er mange ting jeg elsker ved at bo på Vesterbro. En af dem er den variation og etnicitet her er. Udover alle de tyrkiske og pakistanske butikker, der er spredt ud over det meste af området, har vi det kinesiske/asiatiske område nede ved hovedbanegården, afrikanske butikker på Gasværksvej og et bestemt område af Istedgade, og nu er der også ved at komme et japansk tema oppe omkring Skydebanen.

Og så er der Værnedamsvej – hvor der hviler en lille fransk sky og du nogen gange kan gå hele strækningen og kun høre folk tale fransk.

På en eller anden måde, er ting bare smukkere på fransk. Selv små forkælede møj-unger.

Sådan en mødte jeg hos min yndlingsbager i morges. Lille Pierre, der var opsat på en kæmpe chokolade-kage. Moderen og den søde franske bagerjomfru prøvede at parlamentere med barnet. Det fløj frem og tilbage med franske gloser – sikkert gode argumenter for hvorfor han ikke skulle have chokolade-kagen. Til sidst blev en chokolade-muffins hevet frem som trumf.

Men lille Pierre holdt fast i sit “non” og til sidst blev det ungen for meget og med et velanbragt “merde” fløj han ud af døren og løb hen for at gemme sig.

Og havde det været lille Peter – og “lort” – tror jeg ikke, at jeg havde smug-grinet, mens jeg låste cyklen op og kørte videre til arbejdet.

Jeg havde engang en fantasi om at få mit portræt taget, mens jeg lå omsvøbt af de smukkeste blomster, henslængt, hvilende, smuk, beundret – og absolut ude af trit med virkeligheden.

Jeg havde en virtuel oplevelse af fænomenet, da jeg tidligere lyttede med på blogradio.

Det er stort, at få at vide at man gør en anden persons dag ekstra speciel – og jeg takker ydmygst for rosen og returnerer gerne komplimenten.

P.S. Limpistolen opvarmes elektrisk, så jeg har kun en radius af 1 meter at bevæge mig bevæbnet rundt på……

Nogen gange er nuet et helt ok sted at være. Bare lade sig flyde med og ikke forkludre eller komplicere, det hele med snak eller analyser ……… sådan en weekend har jeg haft og det var dejligt.

Men nogen kan sige det bedre end mig:

Læs videre her

eller “visitsen – den emsige fremmede”

Nogle ting skal ikke ses retrospektivt – min eftermiddag i går, er et eksempel på det. Jeg havde en rigtig hyggelig tid, indtil her til aften, hvor jeg fandt ud af, at jeg havde hængt ud med nogle mennesker, der ikke anede hvem jeg var.

Scenen er sat, stedet er min søsters gård. Jeg er dernede sammen med min nevø.

Vi snakker og leger. På et tidspunkt kommer en af hans legekammerater og dennes forældre også derned. Forældrene og jeg har mødtes et par gange hjemme hos min søster og da ungerne forsvinder for at lege sammen, opleves det som meget naturligt, at jeg sætter mig hen til dem, Vi sidder så der og snakker i, hvad der ender med at blive, et par timer.

På vej hjem i aften støder jeg ind i den lille familie igen og jeg hilser pænt og går videre. Men stopper op, idet manden vender sig om og nærmest løber efter mig, mens han halvråber “Hey, dig kender vi jo!” “øh, ja” enten tænker eller siger jeg – hvad snakker han om, vi har jo næsten lige tilbragt indtil flere timer sammen og snakket om alt muligt. “Ja” fortsætter han“jeg er jo sådan lidt halvfuld lige nu, men det var jo sådan at i går, der vidste vi ikke hvem du var”

Og så er det jo sådan at jeg ikke rigtig ved om jeg skal blive fornærmet, flov eller noget helt tredie …. men det er da lidt pinligt-sjovt, at have tilbragt en eftermiddag, sammen med folk der høfligt taler med en, uden at have nogen pejling om hvem man er … og uden selv at opdage, at de ikke ved hvem man er!

Da jeg var ude og træne i dag *tar’ en dyb indåndig og pudser glorien* opdagede jeg et fænomen, der ikke eksisterede da jeg læste: eksamens-læsning på løbebåndet!

Da træning aldrig har været min kop te – og jeg nok var en af de dårligste studerende, der fandtes (i betydningen udisciplineret og doven) ville jeg ønske, at jeg selv havde overvejet det, mens tid var. Udfra den gamle matematiske formel (som jeg heller aldrig rigtig har fattet) må kombinationen af to ting man ikke gider, jo ende op i noget godt – eller er det kun i matematikken at minus gange minus gir’ plus?

Jeg kommer til at blive overdænget med gaver: vamsede trøjer, lækre sjaler, tasker og alt muligt andet guf. Min private shopper (aka min svoger) har været en tur i Delhi udstyret med en detaljeret indkøbsseddel.

Da jeg var der selv gik jeg i indkøbs-koma – der var simpelthen for mange ting og for stort et udvalg. Jeg kunne ikke købe noget, selvom der var en masse ting jeg egentligt gerne ville have.

Men da min svoger skulle derned her for en 14 dages tid siden, var indtrykkene kogt ind og jeg var i stand til at overskue, hvad jeg ønskede og hvad jeg gerne ville have købt med hjem.

I den situation er det dejligt at få en “second chance” … og så er der andre områder, hvor second chances mere er en slags legen med ild og måske ikke det smarteste at gribe efter……………..