Jeg facineres og forbløffes dag efter dag. Jeg har puttet ting i jorden, i en måned eller mere. Og nu kommer det op så fint.

Så småt og stille og roligt – og alligevel kan jeg se det vokse dag for dag.

Og mens de står der og vokser og kan ikke andet – så slaver jeg afsted og glemmer at nyde øjeblikke for der er;

Højbede der skal gøres færdigt, jord der skal gøres klar til flere planter, lathyrus der skal nippes og plantes, jord mellem bede der skal graves, jævnes og lægges sand på, der skal fikses bede til krydderurter, træ der skal skaffes til bedet i forhaven, sti er skal anlægges, (fremfindes ideer til beplantning omkring stien), en grøft i baghaven skal dækkes til og senere beplantes, et pilehegn der skal gøres færdigt og senere passes og trimmes, ryddes op i rodet bagved skuret, lægges filser rundt ved skuret (når der er gravet og lagt sand), bunker med jord, sten, sand, champost, kompost der skal fjernes – der hvor der skal være en græsplane, faskine der skal graves (og fyldes med sten), tagrender og nedløbsrør der skal monteres (når den rette størrelse er indkøbt), regntønde der skal købes, kompostbunke der skal vendes og en anden der skal etableres (helst i en ny og lukket kompostbeholder) og alt det jeg ellers går og husker på.

…. og ind i mellem alt det, så skal der så luges ukrudt.

Så i dag lod jeg være med at gøre noget af alt det og hyggede mig i min mors selskab, med en hvid lambrusco og lidt lam på grillen.

Og mens jeg blev lidt mild og overrislet, glemte jeg helt at stresse og huskede lidt at nyde.

Det burde jeg gøre noget mere.