Jeg tæller skridt igen.

Det er lykkedes mig at lokke ikke mindre end 18 kollegaer med på vognen. Flere er nye på vognen og der har været en trampen på gangene op til dagen i dag – og så starter jeg ud med to dages kursus. Så efter en dag med megen læring og mindre bevægelse, stod min skridttæller på sølle 1300 skridt.

Som holdkaptajn kunne jeg selvfølgelig ikke have det siddende på mig. Så da jeg kom hjem efter dagens kursus tog jeg en tur gennem byen … og det er godt nok forår.

Det blev til en række billeder og til nogle nyopdagelser … der er kommet et fransk bageri i Oehlenschlägergade og en ølbutik som jeg ikke har set før (og et besøg i et shoppingcenter – da andre butikker er lukkede når kunderne har fri) – og en hel del skridt.

 

Hvor mange skridt jeg gik ved jeg desværre ikke. For da jeg kom hjem efter to timers traven, havde min tæller kun talt sølle to tusinde skridt – og en fintælling viste at for hver 10 skridt jeg tog, talte min skridttæller kun 4.

Heldigvis er der vist en anden på mit arbejde og imens må jeg jo regne mig frem til et cirkatal.

Jeg har ikke alt heldet med de der tællerier.