Med et år uden indtægt og en hjemkomst til arbejdsløshedsland og understøttelse, er jeg nødt til at kigge kronerne i øjnene.

Jeg har aldrig været en storforbruger af ting, tøj og tant & fjas – men har altid brugt mange penge på mad og specielt på mad af en høj kvalitet og jeg har aldrig skelet til prisen … og faktisk ikke haft en anelse om hvad en liter mælk eller en pakke smør kostede.

Har altid haft skabe, skuffer og fryser pakket fuld med ingredienser og har praktisk taget til enhver tid kunne stable mindst en 3 retters menu med snacks og afterdinner hejs på benene – udfra det jeg havde i huset.

Nu er mine skabe, skuffer og fryseren tomme og med ditto lommer er det svært at komme op i omdrejningshøjde.

Og det er som sådan også ok.

Jeg vil jo gerne leve et mere simpelt liv og der er ingen tvivl om, at vi havde et overforbrug når det kom til madindkøb … eller i hvertfald et overbetalingsforbrug, da jeg ikke som sådan købte ind og smed ud – men som sagt bare købte ind uden at skele til prisen.

Det kan jeg bare ikke tillade mig lige nu – og jeg har for første gang sat mine fødder i et lavprissupermarked som Lidl og køber helt generelt mere ind i supermarkeder end delikatesseforretninger.

Og jeg ved at det er et totalt luksusproblem og jeg ikke har nogen grund til at pive … men hold da kæft hvor er det dog et deprimerende udbud af madvarer man skal holde sig til, når man skal handle discount og tænke over priserne ….. og jeg kan mærke at fantasien lige så stille og roligt siver ud af min madhjerne.